Spørgsmål og svar
Kan børnene starte som spejdere uanset alder?
Børnene kan starte hos bæverne når de begynder i børnehaveklasse. Det afhænger således ikke af alderen, men af klassetrin. Starter barnet i en senere alder, begynder det i den enhed, der omfatter spejdere på det klassetrin (ex. børn i 4. klasse hos juniorspejderne). Der er ikke nogen øvre aldersgrænse for, hvornår børn, unge og voksne kan starte som spejdere.
Er barnet før skolealderen kan hele familien starte som familiespejder.
Hvornår må børnene bruge kniv?
Det kan være farligt at bruge kniv. Derfor må spejderne først bruge kniv når de har taget knivbevis og i øvrigt når spejderlederen giver lov. Knivbevis tages normalt hos ulvene. Reglerne for brug af kniv skal overholdes ellers kan lederen inddrage knivbevis – og kniv.
Hvilke pædagogiske principper bygger spejderarbejdet på?
KFUM Spejdernes arbejdsform betegnes spejdermetoden og er den pædagogiske metode som vi anvender i spejderarbejdet. Målet med spejderarbejdet er at udvikle spejderne til hele mennesker. Det sker gennem målrettet indsats på fem områder: Fysisk, socialt, følelsesmæssigt, åndeligt og intellektuelt.
Spejdermetoden består af fire elementer: Spejderlov- og -løfte, “learning by doing”, patruljesystemet og “et trin ad gangen”.
Spejderloven indeholder de idealer, som vi arbejder hen imod og er samtidig mål, som den enkelte spejder kan sætte sig: hjælpsomhed, respekt for andre, værne om naturen, være til at stole på, tage medansvar, lytte til guds ord, finde sin egen mening.
“Learning by doing” bygger på erfaringspædagogikken og en tro på, at såvel børn som voksne lærer bedst af deres egne erfaringer.
Patruljesystemet er spejdernes foretrukne organisationsform. Patruljerne (familier hos Bæverne og bander hos Ulvene) består typisk af 5-8 børn med forskellig alder og erfaring. Hver patrulje har en patruljeleder og en patruljeassistent, som har lidt ekstra ansvar. Patruljeledere-/assistenter findes blandt de ældste, mest erfarne og modne børn og unge i enheden. “Børn leder børn” er også en vigtig del af den pædagogiske metode.
“Et trin ad gangen” indebærer at spejderne gennemgår et planlagt og fremadskridende program med stigende sværhedsgrad efterhånden som de bliver ældre og rykker op i enhederne. Programmet sikrer, at målene hele tiden er inden for rækkevidde, at børnene oplever små sejre undervejs og at spejderne gradvis får mere ansvar og indflydelse. Det planlagte program gør det muligt at sikre, at der kommer stor variation i aktiviteterne, så vi når målet om at udvikle hele mennesker.
KFUM Spejderne er ved at overgå til et nyt arbejdsprogram bestående af tre dele: Paletten, Specialmærker og Andre mærker.
Paletten rummer de mærker, der har med udvikling af kompetencer at gøre. Kompetencer er noget, man kan bruge i flere situationer, eksempelvis i skolen og til spejder. Kompetencer er også noget, man konstant kan udvikle mere på og understøtter derfor det fremadskridende program, som er kendt fra spejdermetoden.
Den anden kategori af mærker i KFUM-Spejderne er specialmærkerne. De handler om at udvikle færdigheder. Færdigheder er noget, som man på et tidspunkt bliver færdig med at lære (selvom man selvfølgelig altid kan blive bedre). Det er for eksempel båltænding, orientering og knobbinding.
Den tredje kategori af mærker er de andre mærker. Sidst men ikke mindst er der alle de andre mærker, som har alle mulige aspekter af spejderarbejdet i sig. Dem kalder vi indtil videre andre mærker.
Alle mærker, der hører til Paletten, specialmærkerne eller andre mærker er sekskantede. Man kan kende dem fra hinanden, fordi de har forskellige kant- og bundfarver. Eksempelvis har Palettenmærkerne altid farvene fra udviklingsområderne som kant eller bundfarve, mens Specialmærkerne har en brun bund.
Hvordan indgår det kristne i spejderarbejdet?
Et af vore mål er at udvikle børnene og de unge til hele mennesker. Dette sker gennem en målrettet indsats for at stimulere børn og unge – fysisk, intellektuelt, socialt, følelsesmæssigt – og åndeligt.
Udvikling af den åndelige dimension sker med udgangspunkt i den kristne tro, således at spejderen kan finde sin egen tro og lære at respektere andre menneskers tro. Hermed bliver der også mulighed for at tale om nogle af de store spørgsmål i tilværelsen som f.eks. livet, kærligheden, døden, naturen og moral.
Den åndelige dimension indgår som en naturlig del af spejderarbejdet, f.eks. gennem sang, oplæsning, drama, diskussioner, leg og besøg i kirken.
Er der altid både mænd og kvinder med på ture og lejre?
Vi lægger vægt på, at der både er drenge og piger, mænd og kvinder med i spejderarbejdet. Vi gør derfor hvad vi kan for at alle enheder har såvel mandlige som kvindelige ledere. På ture/lejre med overnatning vil der som hovedregel altid være såvel mandlige som kvindelige ledere/forældre med.
Hvad er spejderarbejdet? (fra spejdernet)
Spejderarbejde handler om at lære børn at føle ansvar for sig selv, hinanden og naturen. Gennem spejderarbejdet vil vi gerne lære børnene at danne deres egen mening i et demokratisk samfund. Vi vil gerne lære dem respekt for andre kulturer og for hinanden. “Learning by doing”
Et spejdermøde er både sjov og ballade og læring. Vi underviser ikke børnene som man gør i skolen, men prøver at tilrettelægge møderne så børnene selv “lærer ved at gøre” – på engelsk kalder man det “learning by doing”. Det er for eksempel nemmere at huske, hvor mange ben en bille har, når man selv har fanget den og talt dem. Uddannede ledere
Vi tager meget ud i naturen, men kan også finde på forskellige aktiviteter indendørs. Ved at bruge ledere der alle har KFUM-Spejdernes lederuddannelse, sikrer vi at spejdermøderne både er sjove og udviklende for børnene. Kristen organisation KFUM-Spejderne er en kristen organisation, og en del af vores formål er at præsentere børn og unge for det kristne budskab. Hvad de selv vælger at tro på er dog helt deres egen sag.
Hvad laver vi?
- Spejdere hilser på hinanden med venstre hånd
- Spejdere har uniform på
- Spejdere viser hensyn
- At være spejder er et sundt og fornuftigt fritidstilbud for børn
- Spejdere laver bål og aktiviteterne foregår ude i naturen
Som spejdere kan vi lide at holde fast i traditionerne – som fx at hilse på spejdermaner med venstre hånd og at have uniform på – selvom vi langt fra er enige om, hvor meget vi skal gå med den. At være spejder er en livsstil, og punkterne foroven er kun en lille del af det at være spejder. Vi laver masser af andre sjove og spændende ting, som du kan læse om her.
Dét laver vi…
Om spejderlivet kan vi sige at :
- Spejderliv kan beskrives med ord, men kan kun opleves i virkeligheden
- Spejderliv foregår i tæt kontakt med naturen
- Spejderliv foregår i et nært fællesskab med spejderkammeraterne
Til Spejdermøde
Et helt almindeligt spejdermøde for en bæver- eller ulve-flok kunne godt se sådan ud:
- Vi starter med at samles og synge en spejdersang.
- Så er der aktivitet, fx at lave bål eller et lille løb med poster, at male eller lege sanselege. Vi har også nogle gange temaer, hvor børnene fx lærer noget om andre kulturer.
- Til sidst samles vi igen, beder måske en bøn og synger sammen før mødet slutter, og vi tager hjem.
På Lejr
- Vi tager selvfølgelig også på lejr. Vi holder både små lokale lejre men også store lejre for rigtig mange spejdere.
- Der er også indimellem lejre i udlandet og lejre i Danmark, hvor vi får besøg fra andre lande.
- På lejrene mødes vi og er fælles om spejderaktiviteter som at tage på løb, bygge alt muligt med reb og rafter, lave mad over bål, synge, sove i telt og meget andet.
Uniformen
Vi bruger spejderuniformen som et tegn på fællesskab og på kvalitet. Folk vi møder på gaden, har en holdning til hvad der er ”indeni” – hvad vi indeholder. Uniformen er med til at skabe en forhåbentlig positiv profil.
Hvornår har vi uniformen på?
- Ved spejdermødet og til og fra spejdermødet.
- På spejderlejre
- Ved flaget
- Til andagter og gudstjenester
- Ved møder og arrangementer udenfor spejderhyttens rammer
Hvordan bærer vi den?
Reglementeret spejderuniform er den grønne skjorte og det røde tørklæde. Uniformen bæres, som det anbefales på illustrationen (sådan placeres mærkerne). Det er en spejderuniform, med hvad der til hører af særpræg og ikke andet – den skal helst ikke komme til at ligne et fastelavnsris. Når uniformen ikke er i brug, på en alt for varm sommerdag i lejren, under pioneringsarbejde eller ved bålmaden, anvendes tørklædet eventuelt alene.